Bygderne mangler flere varme og stabile hænder

Bygderne har nærmest ikke været eksisterende i sundhedsstrategier. At tale om bedre forhold for herboende medarbejdere er nemme point at høste, når man kigger på, hvor lidt der rent faktisk er blevet gjort for at forbedre vilkårene for både medarbejdere og patienter.

Sundhedspersonale i bygderne har akut behov for opkvalificerende forløb, gerne gennem e-learning, da flere medhjælpere i bygderne ofte er overladt til sig selv, når det gælder optræning, håndtering af pressede situationer, samt hvordan man taler med traumatiserede personer, folk i sorg m.v.

Vi ønsker derfor fra Atassut at påminde samtlige partier om, at de også skal huske bygderne, når de taler om sundhedsvæsenet.

Husk nu jeres sundhedsforlig fra 2023. Alle partier, selvstændighedspartierne inkluderet, skrev under på, at Grønland skal kunne bede det danske folketing om hjælp angående vores pressede sundhedsvæsen. Hvor du kommer fra, skal ikke afgøre, hvorvidt du får lægehjælp eller ej.

Uddannelse og samarbejde med Rigsfællesskabet samt de nordiske lande er vejen frem

Hvis man reelt ønsker forbedrede vilkår for al arbejdskraft på arbejdsmarkedet, herunder i sundhedsvæsenet, er det nødvendigt, at vi løfter uddannelsesniveauet.

Fundamentet for alle fremtidige løsninger på arbejdsmarkedets problemer er netop uddannelse samt et tættere samarbejde med Rigsfællesskabet og de nordiske lande, hvad angår fri bevægelighed af arbejdskraft i Norden, så vi ikke ender med et underskud af sundhedspersonale og folkeskolelærere.

Uddannelse inden for de sundhedsfaglige linjer findes netop i Danmark, som de grønlandske studerende frit kan benytte sig af.

Apropos uddannelse, så er folkeskolen netop det sted, vi må forbedre for at sikre, at vores børn og unge kan være med til at løfte arbejdsmarkedet i fremtiden og tage mellemlange samt videregående uddannelser – netop for at kunne tage bedre hånd om f.eks. sundhedsvæsenet.

Lige nu er det af allerstørste nødvendighed, at vi tager godt imod tilkaldt arbejdskraft, især inden for sundhedsområdet. Vi er klar over, at der er frustrationer over de alt for mange vikarer, som Selvstyret har anvendt som en kortsigtet løsning, hvilket har skabt ustabilitet og mindre tryghed blandt befolkningen og patienterne.

Dette skyldes bl.a., at Grønland endnu ikke tilbyder en sprogpakke, der ville gøre det muligt for tilflyttende arbejdskraft at lære det grønlandske sprog, samt at Selvstyret længe har undermineret overenskomstforhandlingerne i sundhedsområdet. Dertil har de tidligere koalitionspartier gjort det svært for grønlandske studerende at vende tilbage til Grønland efter endt uddannelse, idet de bliver registreret som udefrakommende arbejdskraft.

Lav lovgivningen om, og indfør muligheden for sommerjobs i Grønland for grønlandske studerende i Danmark, så de allerede tidligt kan få indblik i det arbejdsmarked, de forhåbentlig vil vende tilbage til efter endt uddannelse.

Mvh,
Louis Sigurdsen, Atassut

Anbefalede nyheder