-Jeg tror ikke engang, der kommer til at gå et par år. Det er fuld fart fremad. Jeg tror, det vil ske meget snart. Sådan siger Trumps mand i Grønland, Tom Dans, til DR, om hvor lang tid der vil gå, før Trump får lavet en aftale med Grønland. Og i Trump-logikken betyder et samarbejde en overtagelse.
I den politiske debat er det, som om Trumps trusler om at overtage Grønland, om nødvendigt med magt, er blevet glemt, men bare fordi USA i øjeblikket er optaget af at stjæle Ukraines mineraler, betyder det ikke, at tiden ikke kommer til os.
Det betyder, at tiden ikke er til selvstændighedseksperimenter eller splittende retorik.
Alt, hvad vi siger, bliver hørt i Washington og bliver brugt i den interne amerikanske propaganda for at overtage vores land.
Både IA og Siumuts vise ældre herrer, Aqqaluk Lynge og Jes G. Berthelsen, har forstået situationens alvor og slået fast, at dette ikke er tiden til selvstændighedsdrømme. Men de to regeringspartier prioriterer valget højere end landets fremtid.
Trump har besluttet sig for, at han vil have Grønland, og der er næppe nogen i USA, der kan tale ham fra det. Bliver vi først en del af USA, er det sikkert, at det ikke bliver os, der bestemmer vores lands fremtid.
Vores bedste chance for engang i fremtiden at kunne opnå selvstændighed er sammenhold, og her er sammenhold internt i Grønland langt fra nok. Der er brug for et sammenhold med Danmark, med hele EU og med alle andre lande, der er tilhængere af den lovbaserede verdensorden. Det dårligst tænkelige udgangspunkt for et sådant sammenhold er bemærkninger om, hvor forfærdeligt det er at dele rigsfællesskab med Danmark.
I Atassut tror vi, at rigsfællesskabet er det bedste forsvar mod en amerikansk overtagelse. Vi tror også, at vi i øjeblikket har en chance for i fællesskab at omdefinere rigsfællesskabet, så det bliver en langtidsholdbar institution til glæde for alle landene i det.
Det kræver imidlertid, at vi holder op med at sende direkte eller indirekte signaler om det modsatte.





