Sygehuset i Upernavik kan ikke håndtere presset

Upernavik indbyggere kan ikke blive testet, og de kan kun gå til lægen hvis de virkelig fejler noget. Det er uacceptabelt. Man må straks gribe ind og gøre noget.

Hvorfor skal indbyggere i Upernavik behandles anderledes og dårligere end resten af landet? Naalakkersuisut må straks gribe ind og sørge for at der er kapacitet nok.

Folk er bekymrede. Der må gøres noget før der sker noget slemt.

 

Knud Kleemann

Kommunalbestyrelsesmedlem Avannaata Kommunia

Atassut Avannaa

Baggrund for Atassuts exit som støtteparti

Hvorfor har de blå grønlandske partier altid samarbejdet med de røde partier? Det ender altid med at man må tilpasse sig de store røde partiers værdier. Da muligheden om at to højrefløjspartier kan samarbejde, greb vi dette særlige mulighed.

Jeg vil gentage mine ord ved slutningen af efterårssamling i Inatsisartut. Vores exit er ikke en protest mod Naalakkersuisut. Vi vil derimod rose Formanden for Naalakkersuisut og han har vores opbakning.

Det har været vigtigt for os at færdiggøre efterårssamlingen samt have medansvar for næste års finanslov. Vi er også klar til at samarbejde om mange ting selvom vi ikke længere er støtteparti.

Vi har selvfølgelig været uenige med koalitionspartierne om flere ting, da vi trods alt er forskellige partier. Det handlede især om vores mål om at fremme demokratiet, men også angående afgifter. Vi havde under starten og efter koalitionsforhandlingerne været meget forhåbningsfulde om stabil regeringsførelse samt inddragelse af befolkningen.

Der har dog været desværre ringe udsigter til at vores primære ønsker bliver til realitet ift. koalitionen, selv om vi har været forhåbningsfulde. Det handler bl.a. om at fjerne tvangspensionsordningen, samt vores forslag om indtægter til landskassen. Vi kan dog fortsætte med vores politiske målsætninger uden at være støtteparti.

Den nye dynamik i Inatsisartut med tre blokke vil resultere i mere klar politiske budskaber for de enkelte partier, uden at det hele skal polariseres i Naalakkersuisut vs. Opposition, samt at ideologier bliver mere klare. Det er også netop af den grund vi har valgt at indgå samarbejde med Demokraatit.

I mere end 40 år har de røde partier haft magten i Grønland. Vi kan alle sammen se hvad resultatet er. Med vores samarbejde med Demokraatit giver vi nu mulighed for et blåt alternativ, som vi selv synes ville tjene samfundet bedst. Vi vil højne frihed, og vil stoppe den måde vi lader befolkningen være i “vi venter på hjælp” mentaliteten, og så vil vi også samarbejde om at sænke skatten.

Vi er glade og forhåbningsfulde. Vi har heller ikke regnet med at alle folk ville begynde at juble over det. Alligevel er vi overrasket over at folk ligefrem bruge grimme skældsord. Vi bør alle kunne respektere andre holdninger og vores medmennesker. Man kan blot se på kommentarerne. Lad os debattere med gensidig respekt.

Aqqalu C. Jerimiassen

Formand, Atassut

Man er ikke rigtig Kalaaleq når man ikke råber om selvstændighed

Man har heller ingen ret til at ytre sig, når man mener at selvstændighed lige pt. ikke er realistisk. Sådan ser det i hvert fald ud når separatister påberåber sig al taleretten.

Kan det virkelig passe at man i dagens Grønland, ikke må mene at man endnu ikke føler sig parat til selvstændighed? Mener befolkningen virkelig at nyhedsoverskrifter der ikke stemmer overens med løsrivelsesentusiasternes bør censureres? Hvad er meningen med ytringsfriheden, pressen og for den sags skyld demokratiet, når folk mener at der kun må være pro-selvstændigheds overskrifter.

Man kan mene hvad man vil, og kæmpe for sin overbevisning. Eller det burde man efter demokratiets spilleregler. Det er det moderne menneskeret som vi ellers bestræber os efter. En central demokratisk rettighed som vi højst sandsynligt tager for givet.

Da vi i vores sidste generalforsamling i Atassut vendte tilbage til vores oprindelige og helt centrale politik om at bevare rigsfællesskabet, så længe vi endnu økonomisk set og mandskabsmæssigt ikke kan være selvbårne. Vi lagde også godt mærke til at det var nærmest tabu at være pro-rigsfællesskabet, og dengang i år 2019 var der kun Samarbejdspartiet der ikke ville løsrive sig, og Demokraatit var nyligt blevet til et parti der ville selvstændighed.

I dag er det kun Atassut hos partierne der gerne vil bevare rigsfællesskabet, og vi er ikke længere bange for at melde vores mening om selvstændighed ud. Tværtimod er vores centrale politik det selvstændige menneske. For det er mennesket, befolkningen der skal sørge for et velfungerende samfund, ikke landet.

Alligevel har vi fået utallige kommentarer om at vi ikke er rigtige grønlændere fordi vi ikke vil kæmpe for løsrivelse. Jeg har rent personligt fået utallige beskeder om at jeg burde skamme mig for mine meninger, sågar fået mange offentligt synlige nedsættende kommentarer om hvor tyk jeg er. Er det på den måde man ”kæmper” for selvstændighed?

Tanken om et selvstændigt land er en vidunderlig tanke. Selvfølgelig skal folk have ret til at kæmpe for et selvstændigt land. Folk skal også have ret til at mene det modsatte uden at man degraderes til andenrangs borgere. Uden at man bliver udsat for censur. Censur og forbud mod at mene noget andet, er noget som kendetegner helt andre styreformer i lande hvor demokrati er et skældsord. Det handler om respekt til andre meninger uanset om man er enig eller ej. Det handler om respekt til andre mennesker.

Mener man virkelig at selvstændighed kan opnås ved at censurerer dem der mener noget andet? Lad os så sige at hver eneste borger mener at vi bør have selvstændighed nu, vil det så endelig ske? Hvem er det der skal ”give” os selvstændighed? Politikerne? Danmark? Partier? Forfatningskommissionen? Eller os selv?

I bund og grund kæmper vi alle om det samme. Et velfungerende samfund, et samfund der er selvbærende, og et selvstændigt befolkning. Så er der nogle (om end flertallet) der mener at dette kan skabes når vi har løsrevet os. Med al respekt, så mener vi at det er omvendt. Det er det selvstændige og sunde befolkning der automatisk vil være i stand til tage vare på egne anliggender.

Selvstændigheden er blevet til et mål i sig selv, og mellemstykket noget der kommer bagefter. Man vælger at starte med skorstenen først, i målet om at bygge et hus, når man bør bygge fundamentet først. Et stærkt fundament i denne allegori er befolkningen – hvis nogen skulle være i tvivl.

Det er selvfølgelig tydeligt at dette er en reaktion i lyset af Jakob Janussens udtalelse om at ”Selvstændighed er dagdrømmeri”. Manden har jo siddet bag de store forhandlinger, skrevet de store kommissionsbetænkninger og ved en eller to ting om hvordan ting er skruet sammen og muligvis besidder en god fornuft hvis man spørger mig.

Men det egentlige spørgsmål i dette indlæg handler ikke om hvorvidt Grønland bør eller ikke bør være selvstændig. Det handler om de mest grundlæggende demokratiske principper, ytringsfrihed og folkemassens mening. Der er mange i diverse kommentarer og indlæg i de sociale medier, der mener at man bør boykotte aviser der er frække nok til at trykke nyheder, der kan sætte spørgsmålstegn ved selvstændigheds ønskerne. Det var ikke kun manden der udtalte disse ord man blev sur på. Det var også selve avisen der fik ”skæld ud”.

Vi kan nok være enige om at folket ville have jublet, i hvert fald ikke klaget og truet med at boykotte avisen, hvis det havde været et budskab om selvstændighed og løsrivelse. Hvad er avisens, eller for den sags skyld pressens rolle her? Skal aviserne kun trykke flertallets holdninger? Har avisen ret til at bringe mindretallets budskab ud?

Derfor sidder jeg her og skriver som en bekymret politiker, en bekymret borger, og en bekymret far for mine børns fremtid når det angår menneskets rettigheder og ytringsfrihed, eller rettere en mulig frihedsberøvelse.

 

Aqqalu C. Jerimiassen

Atassut, Formand

RIGSFÆLLESSKABET ER DET BEDSTE BUD PÅ FREMGANG

Det har vi formentlig forskellige holdninger til, så det er der nok ikke en facitliste på. Men skal jeg komme med mine tanker og holdninger til det spørgsmål, vil jeg ikke kunne komme med en klar og entydig forklaring på. Det skyldes det komplekse i spørgsmålet.

 

Jeg vil dele det op i forskellige emner, så det er nemmere at forholde sig til diverse emner.

  1. Selvstyreloven
  2. Folketinget
  3. Grundloven
  4. Økonomi
  5. Erhverv
  6. Uddannelse
  7. Integration

 

1..Med selvstyreloven har vi fået en selvstændighed i Grønland som gør at vi kan agere selvstændigt på mange områder. Vi kan hjemtage stort set alle områder, som vi synes giver mening for os. Men selvfølgelig under forudsætning af, at vi har ressourcerne til det. Som det er i dag, mener jeg at vi ikke har ressourcerne til at hjemtage store områder, da vi har mange udfordringer med områder der er hjemtaget. Jeg ønsker at vi får taget os af de områder der hjemtaget, og det kan tage mange år at få styr på det endnu. Grønland kan melde sig ud af rigsfællesskabet, og det kan vi i teorien gøre indenfor en kort årrække. Der skal bare være folkeafstemning om det, hvor flertallet stemmer for. Så jo, vi har i den grad selvstændighed.

 

2. I folketinget har vi permanent 2 medlemmer, altså så længe vi er en del af rigsfællesskabet. Vi har faktisk mere styrke end de øvrige danske statsborgere, i og med et sæde kræver flere stemmer i Danmark, end i Grønland. Får vi nok ud af vores folketingsmedlemmer? Jamen det er jo op til vælgerne at vurdere. Jeg er ikke i tvivl om, at et Atassut medlem kunne gavne mere i folketinget end så mange andre partimedlemmer fra Grønland. Så jeg håber da personligt, at i som vælgere stemmer en og endda gerne 2 Atassut kandidater ind i folketinget indenfor en overskuelig årrække. Når jeg mener at Atassut kan gøre mere gavn, er det fordi at vi er for rigsfællesskabet, og har en god og aktiv kommunikation med vores søsterparti. Når man arbejder for noget man kan enes om, er det nemmere at skabe konsensus, end hvis man arbejder imod noget.

 

3. Grundloven er jeg stor tilhænger af. Vi har herigennem et statsborgerskab, og dermed rettigheder for os borgere. Uanset køn, race, seksualitet, religion mv. Vi har vores ytringsfrihed og stemmeret. Demokratiske rettigheder, som absolut ikke må forringes. Vores personlige frihed til at kunne vælge, mene og stemme og endda i vid udstrækning, til højre og venstre fløjen. Der er relativt højt til loftet, den vil være svær at matche i en anden sammensætning. Grundloven er og da også testet og prøvet siden 1849, hvor der dog har været grundlovsændringer 1866, 1915, 1920 og 1953. Altså mere end 170 år stabil grundlov. Grundlovsændringen i 1953 var den mest interessante for os i Grønland, hvor Grønlands kolonistatus blev ophævet.

 

4. Den nationale økonomi, som er ret et strenget. Det er ikke sundt for nogen økonomi, og kan have fatale økonomiske konsekvenser hvis markedspriserne falder eller fiskeriet i anden form kollapser. Fiskerisektoren skaber 90-95% af økonomien, primært eksport. Det vil sige at de 5-10% bliver tilvejebragt fra andre brancher, som turisme, råstoffer mv. og der skal vi være bedre til at søge nye markeder, for at sikre økonomien mange år frem. Men lægger man diverse tilskud, som vores økonomi er afhængig af, så vil tallene se væsentlig anderledes ud. Bloktilskud på 4 mia. kr. Diverse EU tilskud og salg af fiskerettigheder. Disse er med til at kunne finansere noget der ligner et velfærdssamfund. Disse tilskud indregnet, vil fiskerieksporten står for ca. halvdelen af Grønlands økonomi.

 

5. Jeg er lidt bekymret over ustabile politiske udmeldinger. Hvis vi ønsker internationale investeringer, for at vi fremover kan være økonomisk selvbærende, kræver det politisk stabilitet. Vaklende regeringsførelser, med ustabile erhvervspolitikker får investeringslysten til at falde til et meget lavt niveau. Hvis vi ønsker at udvikle vores økonomi, kræver det risikovillige, massive investeringer internationalt. Og her mener jeg i råstofsektoren. Vi sidder på potentielt store mængder af diverse råstoffer, som kan udvindes og eksporteres. Vi har endda mulighed for at nogle vil investere i produktionsapparat, så vi kan forædle og dermed øge værdien på vores eksport. Men det kræver at liberale partier får mere indflydelse, og her er der kun Atassut som alternativ til ændring af disse forhold, da vi jo er det mest erhvervsvenlige, liberale parti. Men vores fiskerisektor kan også udvikles yderligere, med forædling af vores råvarer. Det handler om at sælge dyrest muligt, til gavn for vores samfund. Men her skal man lige tage højde for moms og afgiftsregler. Det kan måske være økonomisk mere attraktivt at sælge råvarerne billigt til egen fabrik / fabrikker, forædle og sælge dyrt i fx EU.

 

6. Vi skal have uddannet vores befolkning med mangfoldighed. Vi har brug for uddannet personale i alle fag. Og vi kan ikke alle have en Studentereksamen, med tilhørende videregående uddannelse. Vi har brug uddannede personale på alle niveauer, og vi skal tilskynde til at tage en uddannelse. Vi skal ikke se ned på nogen former for uddannelser, for vi er ikke stærkere end det svageste led. Vi skal have en ambition om at have den bedste uddannelsessystem fra vuggestue – hvad vores unge nu ønsker at drive det. Vi må ikke være bange, eller bekymret for at vores unge tager deres videreuddannelse i Danmark, men vi skal have bekymring for om hvordan de kommer tilbage og bruger deres uddannelse her i landet.

 

7. Integration i Grønland skal gøres markant bedre. Vi har dumpet i at modtage tilkaldt arbejdskraft og endda vores egne borgere der kommer hjem efter en periode i en anden del af verden. Vi har ingen fungerende sprogskoler, og os der kommer tilbage, skal kæmpe med fordomme og til tider racisme. Det skal vi kunne gøre bedre, vi har brug for alle hænder. Småbørnsfamilier der ønsker at komme hjem til Grønland, skal have mindst lige gode muligheder for deres børn, hvor de end kommer hjem fra. Dermed ambitionen om at vi skal have verdens bedste uddannelsessystem. I Rigsfællesskabet har vi nogle unikke muligheder for at tage uddannelse, bosætte os uden at vi skal søge visa, green cards mv. Det er vi gode til at bruge, men vi er ikke gode til at modtage den anden vej. Lad os drage nytte af de erfaringer der omkring integration der i rigsfællesskabet, bruge de erfaringer som vi kan drage nytte af, og skil dem ud vi ikke mener at til gavn heroppe.

 

Kan det gøres bedre? Ja selvfølgelig kan det gøres bedre. Jeg kender ikke noget samfundsstruktur, til dato som har fundet den gyldne vej. Men den nordiske model, er nok det mest attraktive samfundsmodel, men også en bekostelig en. Vi skal som en del af rigsfællesskabet arbejde for at bevare og udvikle videre på, så vi i fremtiden kan stille vores borgere endnu bedre, både i uddannelse, arbejdsliv og levestandard.

 

Nikolaj Rosing

Politisk næstformand, Atassut