Folket frem for selvstændighed

Selvstændighed er en smuk tanke – men vi prioriterer folket

Siden 1953 var Grønland ikke længere koloni, selv om nogle påstår at vi stadigvæk er det. Man kan ikke snyde folk ved at sige at Grønland er plejedatter af Danmark. Medmindre de selv føler det. Det skal jeg ikke kunne sige noget om.

Løsrivelsespolitikere siger at de vil bruge alle deres kræfter på selvstændighed. Men lad mig lige spørge dem: Ville selvstændigheden løse vores problemer? Eller bør vi løse vores problemer, så vi bedre kan være i stand til at forsørge os selv, og i sidste ende opnå selvstændighed?

Når jeg står op om morgenen og tager på arbejde, er det fordi jeg kæmper for et selvstændigt Grønland? Nej! Jeg står op om morgenen og tager på arbejde, så jeg og min familie kan have et sted at bo, så jeg kan købe mad og give min familie tryghed. Hvis nogen tager på arbejde fordi de kæmper for selvstændigheden, kunne jeg blive lidt bekymret for deres børn og familie.

At nogle prioriterer løsrivelse frem for alt andet, og gå til valg på selvstændighed og vigtigheden af det grønlandske sprog er fin snak, der reelt ikke kan bruges til noget.

Lad os alle se frem til den dag vi bliver selvstændige, hvor vi økonomisk, personligt og politisk er i stand til at forsørge os selv. Det kan vi alle i befolkningen være med til. Men vi politikere kan ikke tillade os at prioritere smukke hensigter, frem for at arbejde for et velfungerende land, med en velfungerende befolkning. Det er simpelthen flovt og decideret lavt.

Jeg kunne sagtens have et mål som, jeg vil gerne være millioner. Men kræver så meget mere end at bare have et mål. Jeg skal for det første kunne forsørge mig selv. Og så skal jeg nok også have et ultimativt kendskab til det felt jeg ønsker at blive millionær på, eller så bruger jeg kræfter på at sætte mig ind i det. Men humlen er, at mellem det at man forestiller sig noget og så til at man simpelthen opnår det mål man har sat sig for, så er der en masse mellemregninger og mange massive gerninger først.

For Atassut så er folkets ve og vel selve målet. Et selvforsynende land med et selvbåren økonomi. Vores opgave er at bruge alle vores kræfter derpå og give svaret på HVORDAN vi opnår det. Et af de mange svar er: Ikke spilde kræfter og ressourcer på selvstændighed. Det forsinker det reelle arbejde, og i stedet for at bruge mange millioner på forfatningskommissionen, bør vi bruge pengene på skoler, børnehaver, lavere skat, stoppe de afgifter der stiger hvert år.

Vi kan ikke tillade os bruge pengene på hensigtserklæringen, brug hellere penge på de mange udfordringer vi skal have løst. Dét er det reelle arbejde, uanset om hensigten er prioriteringen af folket eller selvstændigheden.

Man kunne jo også påstå at man i 40 år har prioriteret selvstændighedstankerne, i stedet for folket og landets ve og vel. Hvis man nu i stedet i de sidste 40 år havde prioriteret landets og befolkningens udfordringer, så ville tingene havde set noget anderledes ud. Men til hvert valg bliver velmenende kandidater valgt ind på baggrund af deres budskab om et selvstændigt Grønland og for et stærkt grønlandsk kultur. Jeg så hellere at folk bliver valgt ind for at have fortalt HVORDAN vi som politikere bør løse landets og befolkningens udfordringer.

Det er nemt nok at fortælle om hvilke mål man har, men det er straks sværere at fortælle om hvordan man vil opnå det realistisk set.

Nogle har sagt at Atassut ikke ønsker fremgang for landet, fordi vi ikke støtter løsrivelsestankerne. Vi siger derimod at vi er de eneste der ønsker fremgang for folket. For det er jo dem der skal løfte landet.

Nogle siger at Atassut kysser Danmarks røv og nedprioritere det grønlandske folk. Vi vil hellere påstå at vi er de eneste der virkelig vil det grønlandske folk det bedste, fordi vi ved, at samarbejde med USA, Kina eller et andet land i stedet for Danmark, kunne blive katastrofalt for os. Vi ville miste autoriteten i vores land og det velfærd som vi allerede nyder godt af hvis vi binder os til USA, samt miste vores sprog til et stærkt internationalt sprog som engelsk.

Mange siger at vi skal have selvstændighed snarest og at vi skal bruge alle vores kræfter på det. Men ingen siger hvordan vi opnår det. I stedet man bruger argumenter som at højne uddannelsesniveauet, et bredere økonomisk indtægtskilde, osv. så er det fuldstændig de samme ting vi fra Atassut også stræber efter.

Det er en meget smukt tanke at skulle opleve at sit land løsrive sig fra et andet land. Men ville jeg være glad borger, hvis vi i den nærmere fremtid skulle blive selvstændige og skulle betale 70 procent i skat, eller opgive de fleste velfærdsgoder? Ville min stolthed være stærk nok til at skulle leve under de forhold? Så tror jeg at der vil være rigtig mange stolte grønlændere der flytter til danmark eller andre lande. Skal vi genopleve G60? Hvor bygder lukkes og alle samles i de større byer, for at vi skal kunne have råd til at leve. Vi er i hvert fald godt på vej, så længe flotte og stolte ønsker om løsrivelse er top prioriteten. Eller for den sags skyld populisme og symbolpolitik, og vilde løfter til mange milliarder, der kun fører til at afgifterne og skatten stiger eksponentielt.

Vi er for gode til at love guld og grønne skove, og elendige til at lede landets økonomi.

Løsrivelsespolitikere ynder at bruge udtryk som: Jeg vil arbejde for selvstændigheden. Jeg vil arbejde for mit land, fordi jeg er grønlænder og stolt af at være det. Fordi jeg værner om mit sprog og kultur. Så længe mit smukke land undertrykkes af det danske herredømme, så vil jeg kæmpe for løsrivelse. Jeg vil ikke være anden rangs borger i mit eget land.

Vil man gerne løsrive sig fordi man er grønlænder? Jeg er grønlænder uanset om jeg bor i en bygd eller by. Jeg er grønlænder uanset om jeg er i Grønland, Danmark eller Antarktis. Og jeg vil stadig være en stolt grønlænder.

Vil man gerne løsrive sig fordi man man værner om sit sprog og sin kultur? Jeg taler grønlandsk på et højt niveau, selv om jeg er Atassutter, og ikke er tilhænger af selvstændighedsbølgen. Selv hvis jeg ikke talte grønlandsk ville jeg stadigvæk være grønlænder. Sprog og kultur hører til opdragelse og levevis. Ikke nødvendigvis på det politiske plan, som vi i øvrigt debattere alt for meget i Inatsisartut, i stedet for at løse reelle problemer som fattigdom, misbrug og afgifter. Under ”kultur” vil jeg hellere bruge pengene på kunst og musik og bane vejen for at vi har et bredere erhvervsliv.

Er man en stolt grønlænder fordi man vil kæmpe for selvstændigheden? Eller er man en stolt grønlænder fordi man vil arbejde for at løse problemerne? Eller kan man også være en stolt grønlænder der værner om sit land og befolkning mod andre lande end Danmark, hvis intentioner som vi ikke kan være sikre på. En stolt grønlænder der ikke vil udsætte sit land, sprog og befolkning for stormagter vi ikke vil kunne håndtere.

Det vil jeg som en stolt borger i Grønland til hver en tid forsvare, uanset om jeg er Atassutter og har undertal.

Atassut vil ikke være med til at man blindt og stolt styrer hen imod et selvstændigt Grønland i nærmere fremtid. Lad os fokusere på selvbårne individer og familier i Grønland først. Den dag Grønland rent økonomisk er blevet uafhængig af det danske bloktilskud, skal vi nok, eller vores børnebørn eller oldebørn være med til at bestemme hvad der skal ske me Grønland ift. Samarbejde med andre lande. I dag siger vi pænt nej tak til selvstændighed, og byder rigsfællesskabet velkommen til endnu større samarbejde.

 

Aqqalu C. Jerimiassen

Atassut Formand

 

Anbefalede nyheder